Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Aabenraa Kommune tager historisk skridt i den grønne omstilling

Byrådet i Aabenraa Kommune besluttede i går at anmode Arwos Holding A/S om at etablere et nyt anpartsselskab til Teknisk Vand. Samtidig vedtog Byrådet at indskyde 20 millioner kroner til selskabet. Teknisk Vand er en forudsætning for at lykkes med den grønne omstilling, og det er samtidig en nyskabende måde at udnytte blandt...

26. feb. 2026

Indhold

    Teknisk Vand er en forudsætning for, at Aabenraa Kommune kan fortsætte med at være en frontløber i den grønne omstilling. Teknisk Vand er en ny vandklassificering, der er defineret som vand med anden anvendelse end drikkevand, og som anvendes af både PtX-anlæg, datacentre og andre, der bruger store mængder vand til industrielle processer.

    Med en forsyning af Teknisk Vand sikres det, at man undlader at bruge grundvandet, men i stedet anvender blandt andet spildevandet som cirkulær ressource som led i en bæredygtig proces.   

    På byrådsmødet onsdag 25. februar vedtog et enigt Byråd derfor at anmode Arwos Holding A/S om at etablere et anpartsselskab til netop Teknisk Vand.

    - Aabenraa Kommune har en unik mulighed for at sætte tryk på den grønne omstilling, fordi vi ved, at Teknisk Vand kommer til at spille en afgørende rolle i fremtiden. Vi ved, at grundvandet er en vigtig ressource i fremtiden, hvorfor vi i stedet benytter blandt andet spildevandet. Samtidig ved vi, at der står virksomheder klar med et behov for levering af vand til deres erhvervsaktiviteter i Kassø. Derfor er jeg glad for og stolt over, at vi som samlet, ambitiøst Byråd har vedtaget etableringen af selskabet og samtidig indskyder 20 millioner kroner, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen.

    Hos Arwos Holding A/S er man klar til at begynde arbejdet med Teknisk Vand, som i fremtiden bliver en afgørende faktor i den grønne omstilling.

    - Jeg er meget positiv for Byrådets beslutning, for den giver Arwos mulighed for at opbygge kompetencer og for proaktivt at deltage i udviklingsprojekter der bidrager til både grøn omstilling og flere arbejdspladser i kommunen – og det er i fuld overensstemmelse med forventningerne i Aabenraa Kommunes ejerstrategi. Samtidig er det ikke noget, som Arwos’ øvrige forbrugere får skade ved. Det er vigtigt at pointere, at der i loven om Teknisk Vand ligger en beskyttelse af andre forbrugere. Så vi kan altså ikke finansiere Teknisk Vand med øvrige forbrugeres penge, siger formand for Arwos Holding A/S, Kaj Glochau.