Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nu er ny Clever-lynladestation i Høje Taastrup åben

Elbilister kan fremover lade lynhurtigt på Helgeshøj Allé 17 i Høje Taastrup, hvor Clever netop har åbnet en ny lynladestation med 12 lynudtag.

14. jan. 2026

Indhold

    • Tegnsprog

    Clever har nu sat strøm til sin nye lynladestation på Helgeshøj Allé 17 i Høje Taastrup. Her kan 12 elbiler lade samtidig og få op til 300 kilometer rækkevidde på blot 30 minutter.

    Det 4.000 kvm store areal på den forhenværende parkeringsplads er stillet til rådighed af fællesgrundejere, der blandt andet tæller ejendomsselskabet Wihlborgs, som ønsker at tænke mobilitet og arealanvendelse på nye måder.

    “Projektet viser, hvordan vi kan bruge arealerne omkring vores ejendomme mere klogt og skabe værdi på flere niveauer. Med ladestanderne i Høje Taastrup gør vi grøn mobilitet mere tilgængelig dér, hvor mennesker arbejder og færdes. I samarbejde med Clever, naboer og kommunen kan vi samtidig løfte området og bidrage til en mere bæredygtig udvikling,” siger Mikkel Willard, ESG-ansvarlig i Wihlborgs. 

    Hos Clever fremhæver man samarbejdet som et forbillede på, hvordan ejendomsbranchen kan være med til at accelerere den grønne omstilling.

    “Vi er meget glade for samarbejdet med Wihlborgs, der som en stærk aktør i ejendomsbranchen viser vejen for, hvordan grøn infrastruktur kan integreres i eksisterende erhvervsområder. Det gør det muligt for os at tilbyde nem og tilgængelig opladning for alle på farten,” siger Line Gaunø, ansvarlig for kommerciel udvikling og strategiske relationer hos Clever.

    Med åbningen i Høje Taastrup fortsætter Clever udbygningen af Danmarks største ladenetværk og styrker dækningen i hovedstadsområdet.

    Kontakt

    Jeppe Christensen